onsdag den 3. juni 2009

Forum Nacka
















Sidste stop inden aftenflyveren til Billund var et stort indkøbscenter, hvor det tidligere hovedbibliotek i Nacka var nyindrettet som en af de ligeværdige afdelinger.

Her er der tale om et mere traditionelt bibliotek, der dog lægger vægten på det samfundsmæssige - at være et demokratisk mødested.
Biblioteket er derfor indrettet som en by med forskellige torve - meget overskueligt og med egen (bortforpagtet) café, selv om der ikke mangler spisesteder i det store butikscenter.

Biblioteket virker meget integreret i centret og matcher stort set de øvriges åbningstid med 63 timer pr. uge. Man samarbejder med forskellige butikker: fx har apoteket haft temaaften på biblioteket, der har støttet med litteratur, og man har lavet rejseaftener sammen med Fritidsresor, der ikke har måttet reklamere direkte, men gerne stå som medarrangør.

Der er 12 årsværk til de 63 timer, og modsat Dieselverkstaden er der stramme vagtregler: max 4 timer/dag, max 2 timer i træk- til gengæld har man hver anden weekend, skiftevis fredag-søndag og kun søndag.

Der kommer 600.000 besøgende pr. år - månedsrekorden var marts 09 med 57.000.
Efter nyindretningen er udlånet steget med 12% og besøgstallet med 150%.


Billederne er den meget overskuelige oversigtsplan og en væg med billedbøger, der nok mest er til pynt, men flot ser det ud.

fredag den 29. maj 2009

Dieselverkstaden




Retur til Nacka kommune og Marcuspladsen, hvor vi var dagen før i kundskabsgalleriet M7. Marcuspladsen er ikke en kopi af Venedig, men opkaldt efter Marcus Wallenberg, grundlæggeren af Atlas Cocpo, hvis grunde er basis for den nye plads.

Denne gang var det kulturhuset Dieselverkstaden på den anden side af pladsen, hvor der var museum, café, biograf, indendørs klatrevæg m.m. og et personalejet bibliotek!

Det er oprindelig en af filialerne i Nacka, skabt med det formål at være et bibliotek for alle unge i hele Nacka kommune.
Lederen var træt af den træghed, hun mente var i det kommunale samarbejde, så da der skulle flyttes ind, søgte hun om at blive privatiseret med en idé om at gøre stort set alt anderledes end det offentlige.

Som eksempel nævnte hun - Margareta Swanelid - rekruttering, hvor hun gik efter kompetencer (indenfor musik, spil it osv.) frem for uddannelse. Man skulle tro, vort seneste ansættelsesudvalg også havde været på studietur!

Personalet er på 6 - 4 af dem unge mænd med stor mediekompetence - der hver "ejer" en sjettedel af biblioteket. Hvordan sagen er juridisk, hvis man går tilbage til kommunal eje er lidt tåget for mig i hvert fald.

Efter eget udsagn er focus 100% på kunderne, man kalder det H&M-effekten. Butikken venter ikke med at åbne til alle varer er på plads og alle støvsugere fjernet. I Dieselverkstattet åbner man i princippet, når den første personale møder og lukker når den sidste går. Der er derfor heller ikke vagtskemaer, men er i udlånet, når der er behov for det.

Meget atypisk er den typiske låner en mand mellem 20 og 45 år.

Biblioteket er meget lidt regelstyret og meget åbent, idet åbningen er hele bygningens bredde. På trods af manglende tyverisikring melder man om så godt som intet svind, ingen uro og ingen stjålne skakbrikker!

Nackas kommunes bevillingspolitik har virkelig givet kasse her: Materialekontoen, der i 2005 var på 260.000 Skr voksede i 2008 til 1 million Skr.
At investere i de populæreste materialer i nok eksemplarer giver nemlig udlån, men også problemer, idet biblioteket indgår i det nationale lånesamarbejde. Man har derfor reserveret en andel af eksemplarerene til egne lånere.
Biblioteket har et cirkuklationstal på imponerende 8!

At kommunen har lagt et vækstloft på 5% er også meget problematisk for Dieselverkstaden: De 4 nyåbnede gymnsaier på den anden side af pladsen har fået at vide, at de ikke skal bekymre sig om egne biblioteker, "da biblioteket overfor jo får bevillinger efter antal lånere".

Hidtil har biblioteksdriften været en endog vældig god forretning, med stadig større overskud år for år, men den udvikling er truet, hvis det ikke lykkes for lederen at overbevise rektorene om, at de må skillinge til.

T-banebiblioteket Sture






Fredag morgens første aktivitet var en rask spadseretur ned til det helt, helt spritnye T-banebibliotek på Sture station - det åbnede tirsdag den 12. maj; vi var der den 15.

Et helt anderledes bibliotekskoncept med meget få, men tiltrækkende bøger. 10 fag med mange forsider og med en fin effekt: Spejl i loftet hen over reolerne, så fagene ser 4 meter høje ud.

Ellers flydemøbler, pc'ere "Det gyldne hjørne", som man håber bliver stationens mødested. Biblioteket er placeret på 1. sal hen over gangen, hvor man kommer op fra tunnelbanen, og har glasfacade, så man uvilkårligt ser det og forhåbentlig drages derop.

De tre biblioteksansatte strålede af stolthed og havde virkelig også fine finesser, bl.a. en (når man kan se det) oplagt brug at T for T-bane: Selvfølgelig en udstilling af tebøger, men de havde også fået fremstillet papirbæreposer med stor tryk: T-poser, som havde forskellige etiketter, fx Russisk te - en blanding af russisk skøn- og faglitteratur, Jasmin-te med bl.a. kærlighedsbøger.

Den travle bruger kan snuppe en lykkepose og (da alt i Stockholm og det meste af Sverige er chippet) sætte posen på selvbetjeningsautomaten og i et snuptag få lånt hele indholdet.

Biblioteket er en del af et underjordisk butikscenter og har nedgang til en privat cafe via vindeltrappe i biblioteket. Personalekontoret var mikroskopisk (og mere rodet end mit...), men man var typisk ude i udlånet. Som sagt var der tre ansatte, og reglerne kræver i Stockholm, at man altid er to på vagt, så hvis en har ferie kommer der afløsning fra en nærliggende filial i frokostpausen!

Reolvæggen T-poserne, Det gyldne hjørne m.m. kan ses her:
http://www.biblioteket.stockholm.se/default.asp?id=117573

torsdag den 28. maj 2009

PUNKT-Medis og Kulturhuset







I Medborgerhuset på Medborgerpladsen (kendt fra mange krimier, bl.a. Arne Dahl: Op til toppen af bjerget) ligger ungdomsbiblioteket PUNKT-Medis - ifølge egen hjemmeside det bedste ungdomsbibliotek i Sverige!
Lidt som Stadsbiblioteket var det en charmerende gammel bygning fra 1939 bygget som traditionelt bibliotek for voksne, men de unge har virkelig taget bygningen til sig og falder for retro-stilen.

De får også flot modspil af et engageret personale, der trods aldersforskelle tilsyneladende virkelig formår at møde de unge i øjenhøjde.
Lederen Marie Ingdén-Ringselle og bibliotekspædagogen Johanna Hellsing (hvis far er en slags Sveriges svar på Halfdan Rasmussen) udstrålede arbejdsglæde og lyst og talte i et tempo, der sled denne referent op.

Lidt hang dog ved: Biblioteket administrerer et kultur- og idrætsarrangørstipendie En Snapp Slant, hvor unge kan få op til 10.000 svenske kroner til at realisere en idé.
En gruppe udgiver gennem biblioteket bl.a. et landsdækkende blad af og til unge.

Desværre har biblioteket også problemer, da en række misbrugere fra Medborgerpladsen bruger biblioteket som varmestue.

Besøg PUNKT-Medis her:
http://www.biblioteket.stockholm.se/?id=4942&SokBibliotek=S%C3%B6k

Og se Johanne spille sax i sit orkester Johannas Jazz perlar her:
http://www.youtube.com/watch?v=N4BiqzBzrMI

Sidste besøg var Kulturhuset på Sergels Torv - en flot hus med teater, cafeer, udstillinger, skakcafé fyldt med midaldrende indvandrermænd! og diverse biblioteker:
Läsesalongen med focus på film, kunst, musik og skønlitteratur
Serieteket, hvor man virkelig tager tegneseriemediet alvorligt
og det fantastiske Rum för Barn, hvor man i den grad tager børnene alvorligt på deres egne præmisser.

Det starter ved indgangen, hvor der altid er en ansat til at byde velkommen og guide, hvis man er førstegangsbruger.
Man henstiller kraftigt til de voksne (der skal ledsage børnene) at besøget drejer sig om nærvær og ikke om at snakke mobiltelefon, arbejde på den bærbare eller læse avis.

Rummet er tredelt:
Det gule rum for de 0-3 årige. En slags stor kravlegård med bøger bl.a gemt under puder i kravlemøblerne.
Det brune rum for de 4-7 årige. Det er hovedsageligt et stort møbel af egetræ med masser af trapper, koøjer, udstillinger og meget andet. Bøgerne er ikke opstillet efter det svenske klassifikationssystem, men efter en logik udviklet i samarbejde med børn: fx er der et fag med diverse naturvidenskab: øverst astronomi og rumfart, længere ned fugle, derefter dyr, længere nede fisk og geologi.
Det hvide rum er for de 8-11-årige og er - stadig med kvalitetsmøbler - mere traditionelt med skønlitteratur, tidsskrifter og opslagsbøger.
Desuden er der et åbent billedværksted med kunstnere ansat til vejledning af ungerne, der også bruges til andre aktiviteter, fx danseværksted.

Generelt var der meget flot og ordentligt. Biblioteket holder lukket en dag hvert år for at sætte inventar i stand.
Rum för Barn er så stor en succes at man i vinduet ud mod Sergels Torv har opstillet en lyskurv, så forældre ikke forgæves går op til 4. etage:
Rødt - alt optaget
Gult - mulighed for at stå i kø for at komme ind
Grønt - direkte adgang.
Jeg fik ikke noteret besøgstallet, men det var meget højt.

http://www.kulturhuset.stockholm.se/

Billederne er sat lidt omvendt på: de tre første er det brune og hvide rum i Rum för Barn, mens de tre næste er fra PUNKT-Medis.

onsdag den 27. maj 2009

Nackas kultur-og bibliotekspolitik

Efter frokost tog vi til forstadskommunen Nacka - en velhaverkommune med 85.000 indbyggere med et godt skattegrundlag.

Skole- og kulturdirektør Lena Dahlstedt modtog os i det spritnye kundskabsgalleri M7 med bl.a. 4 kreative gymnasier og Atlas Cocpos forskningsafdeling. Et spændende hus fyldt med kreative unge. http://www.kunskabsgallerian.se/

Hele Nacka kommunes vison bygger på åbenhed, og det går natuligvis igen i biblioteksvisionen:
Biblioteket er
  • En ÅBEN arena, hvor alt kan ske
  • som altid er ÅBENT og tilgængelig for alle
  • er ÅBEN for stadig forandring og udvikling
  • har en ÅBEN dialog og kommunikation
  • og er ÅBEN for samarbejde

Biblioteksvæsenet i kommunen består af 6 selvstændige enheder med hver sin profil og resultatkontrakt, hvor man måler udlån, besøg og åbningstider og får sine budgetter reguleret efter om planerne opfyldes eller det modsatte efter sindrige beregningsmodeller.

En af filiallederne udbrød: Jamen så skal vi jo bare købe det, folk vil låne! Kulturchefen: Og?

Det har betydet øgninger fra 2006-2008 på

  • Åbningstider +38%
  • Udlån +22%
  • Besøg +38%

Budgettet er derfor øget med 2% fra 06-07; 4% fra 07-08 og 11% fra 08-09. Da kommunekassen trods alt ikke er uendelig, har man besluttet fra 2010 at lægge et loft på 5%, hvilket, som vi vil se i morgen, kan få fatale følger.

http://www.nacka.se/

Internationella Biblioteket


Ved siden af Asplund bygningen ligger Internationella Biblioteket, som er en åben pendant til BiblioteksCenter for Integration, der herhjemme er en lukket samling, der sender depoter ud til os andre - en ordning, lederen her nærmest betegner som bevidstløs formidling.

Bygningen bliver jævnet, når nybyggeriet går i gang, og samlingen skal så integreres i Stadsbiblioteket.

Larry Lempert, den meget entusiastiske leder, gav os både en fin introduktion og voldsomme hip til dansk (efter hans mening manglende) integrationspolitik.
Hans mål er, at alle børn skal kunne få bøger på alle deres sprog.
Biblioteket har 200.000 titler på 130 sprog og indkøber aktivt på 80 sprog. Det kan blandt andet lade sig gøre med et multikulturelt personale, der ialt taler 27 sprog.
Der købes ind efter bredere kvalitetsbegreber end der gælder for svenske indkøb. Som Lempert siger: Hvis vi får lyst til lidt trivi, kan vi bare gå ned i kiosken. Den mulighed har man ikke som fx thai eller somali.

Biblioteket har en omfattende service for andre folkebiblioteker med nogle imponerende on-line værktøjer, som vi alle er inviteret til at bruge www.interbib.se/default.asp?id=5100

Desuden er Stadsbibliotekets meget store internationale avislæsestue placeret her.

http://www.biblioteket.stockholm.se/default.asp?refid=3015&id=4957&

Stockholms Stadsbibliotek




Torsdag morgen travede vi til Stockholms Stadsbibliotek. En monumental bygning fra 1928 af den berømte arkitekt Gunnar Asplund. Det er virkelig et bogtempel i en stor rotunde med bøger fra gulv til loft. Tidsutypisk var der fra starten gjort meget ud af børnebiblioteket på grund af en ildsjæl på området, hvis navn desværre er glippet. Børnebiblioteket er et småbørnsbibliotek - for større børn er materialerne integeret med voksenmaterialer, lidt ala Fredericia.

Et så gammelt bibliotek lider naturligvis af pladsmangel. Der er 3700 m2 publikumsrum (i Haderslev afdeling har vi 900 m2). Derfor er 60% af materialerne i magasin.
Biblioteket er projekteret til 100.000 bind - man har 600.000!
I 2003 startede man projekteringen af et nyt bibliotek med 18.000 m2 publikumsrum - en udvidelse, der vil noget.
Det er nu også nødvendigt, når man har 3.000 besøgende pr. dag = 1,1 million årligt.
Efter en international arkitekkonkurrence gik opgaven til den tyske arkitekt Heike Hanada, der i mange år har været en højt respekteret underviser, men som faktisk aldrig har bygget stort før.
Hendes forslag kan ses i 02.11 Biblioteksrummet på siderne 36-40. Det er et meget transparent bibliotek, der inkluderer Asplunds gamle bygning og spiller flot sammen med den omliggende klippenatur.
Desværre er projektet pga. økonomi aktuelt på stand by, men det skulle kun være midlertidigt.

http://www.nyttstadsbibliotek.stockholm.se/

Biblioteket har ca. 2 arrangementer om ugen, blandt andet gør man meget ud af at formidle "den lange hale" - den gamle skønlitteratur.
Blandt andet stiller en række bibliotekarer sig op og fortæller om "sjælevenner" - bøger, der har haft betydning for ens egen personlige udvikling.
Biblioteket har også Book en Bibliotekar. Hvem ved, måske efter inspiration fra Danmark? Så har Hanne Laustens gode initiativ virkelig bredt sig!

Organisatorisk er biblioteket delt i 3 afdelinger: LÅNE med 30 ansatte, LÆSE (formidling) med 20 ansatte og LÆRE (studier og it bl.a.) med 20 ansatte.
Åbningstider: mandag-torsdag: 9-21; fredag 9-19; lørdag og søndag: 12-16.

Biblioteket er stadsbibliotek for byens 1 million indbyggere, men en af 40 ligeværdige afdelinger med fælles administration og it.


Billedet til højre er fra det oprindelige stadsbibliotekarkontor. Puderne har Gunnar Asplunds frue selv baldyret!

http://www.biblioteket.stockholm.se/