fredag den 29. maj 2009

T-banebiblioteket Sture






Fredag morgens første aktivitet var en rask spadseretur ned til det helt, helt spritnye T-banebibliotek på Sture station - det åbnede tirsdag den 12. maj; vi var der den 15.

Et helt anderledes bibliotekskoncept med meget få, men tiltrækkende bøger. 10 fag med mange forsider og med en fin effekt: Spejl i loftet hen over reolerne, så fagene ser 4 meter høje ud.

Ellers flydemøbler, pc'ere "Det gyldne hjørne", som man håber bliver stationens mødested. Biblioteket er placeret på 1. sal hen over gangen, hvor man kommer op fra tunnelbanen, og har glasfacade, så man uvilkårligt ser det og forhåbentlig drages derop.

De tre biblioteksansatte strålede af stolthed og havde virkelig også fine finesser, bl.a. en (når man kan se det) oplagt brug at T for T-bane: Selvfølgelig en udstilling af tebøger, men de havde også fået fremstillet papirbæreposer med stor tryk: T-poser, som havde forskellige etiketter, fx Russisk te - en blanding af russisk skøn- og faglitteratur, Jasmin-te med bl.a. kærlighedsbøger.

Den travle bruger kan snuppe en lykkepose og (da alt i Stockholm og det meste af Sverige er chippet) sætte posen på selvbetjeningsautomaten og i et snuptag få lånt hele indholdet.

Biblioteket er en del af et underjordisk butikscenter og har nedgang til en privat cafe via vindeltrappe i biblioteket. Personalekontoret var mikroskopisk (og mere rodet end mit...), men man var typisk ude i udlånet. Som sagt var der tre ansatte, og reglerne kræver i Stockholm, at man altid er to på vagt, så hvis en har ferie kommer der afløsning fra en nærliggende filial i frokostpausen!

Reolvæggen T-poserne, Det gyldne hjørne m.m. kan ses her:
http://www.biblioteket.stockholm.se/default.asp?id=117573

Ingen kommentarer:

Send en kommentar